Influencer marketing? Tjekliste til det betalte samarbejde


Arbejder din virksomhed med influencer marketing? Og har I prøvet kræfter med ubetalt omtale, og nu er blevet nysgerrige på, hvad betalt influencer marketing kan, og om det er noget for jer? I artiklen her dykker vi ned i de vigtigste overvejelser, I bør gøre jer, når I giver jer i kast med betalt influencer marketing.

Ubetalt og betalt influencer marketing har flere ligheder, da forberedelsesarbejdet er det samme. For begge gælder det nemlig, at matchet mellem dit brand og influenten skal være troværdigt, og det har vi skrevet om her. Den altafgørende forskel på det to tilgange er, at du ved et betalt samarbejde har både kontrol, medbestemmelse og ikke mindst adgang til influentens egne data, når der skal afrapporteres. Og lige præcis medbestemmelsesret og de lavpraktiske formaliteter for det videre forløb skal vi dykke ned i nu. Dog vil vi først lige skitsere, hvornår betalt influencer marketing har sine fordele over ubetalt:

  1. Hvis du gerne vil nå længere ud med dit budskab; altså fokusere på dit sociale reach. Det kan eksempelvis være i forbindelse med et større event eller en ny lancering. Reach følger nemlig makro- og mega-influenter, og de kræver som regel kontant betaling frem for produkter, oplevelser eller gavekort.

  2. Hvis din kampagne indeholder deling af et link, en rabatkode eller sign-up.

  3. Hvis du vil være sikker på et bestemt antal opslag og stories, og du gerne vil have hånd i hanke med det kreative output og konkrete budskaber.

  4. Hvis du vil have rettigheder til influentens content efter kampagnen som en del af din marketing strategi.

Og nu til det praktiske… Konkret giver vi dig her 5 råd og vejledning omkring brief, kontrakt, godkendelsesproces, betaling og afrapportering. #1 Udform et skarpt brief Ved betalt influencer marketing har du mulighed for at sætte rammen for samarbejdet, og du har stor medbestemmelsesret over det content, der i sidste ende bliver produceret – både hvad angår det kreative output og selve omfanget.

Et brief bør som minimum indeholde beskrivelse af kampagnen, konceptet, budskaberne, indholdet (også fordelingen mellem stories og opslag), kanaler, KPI’er (Key Performance Indicator), retningslinjer for omtalen, publiceringsdatoer, regler for godkendelse og til sidst – betaling.

Men selvom du står nærmere roret i betalt influencer marketing, er det en god idé at udarbejde briefet i samarbejde med influenten. For uanset ubetalt eller betalt influencer marketing køber du dig ind på præmissen for troværdighed og personligt indhold. Og har du gjort din research, så dit brand og influenten matcher, bør der ikke være noget at bekymre sig om 😊

#2 Vær omhyggelig med kontrakten

Når briefet er på plads, og I er enige om betalingen, er næste skridt at udarbejde en kontrakt. Og her skal du være omhyggelig i din udformning, for når den er underskrevet, er den bindende – for begge parter, naturligvis.


Lad os dykke ned i, hvad sådan en fætter så som minimum skal indeholde.

  • Navn og adresse

  • Henvisning til briefet for selve konceptet og budskaber

  • Hashtags og kampagne-link

  • Eventuelle bemærkninger (aktuelt kunne det være COVID-19 retningslinjer)

  • Fortrydelsesret (eller snarere mangel på samme)

  • Fremsendelse af data til afrapportering

  • Dine rettigheder til indholdet efter kampagnen

  • Et beløb til betaling

Du kan med fordel også ridse omfanget af det aftalte content op. Nogen synes, det er for Prins Knud, mens andre kalder det betryggende for begge parter. Det skal være op til dig.


Husk, at influenten skal markere sin omtale med ”reklame” efter markedsføringsloven. Og husk endvidere, at det er DIT ansvar, at influenten overholder reglerne. Notér derfor i kontrakten, at alt indhold skal markeres tydeligt og ikke mindst hvordan.

Når kontrakten er underskrevet, er I good to go, og herfra ligger bolden på influentens content-banehalvdel.


#3 Vis influenten tillid

Før influenten går live med sit content, tillader betalt influencer marketing, at du får både tekst og grafik til gennemsyn. I godkendelsesprocessen har du mulighed for at korrigere i overensstemmelse med briefet og kontrakten. Vores klare råd er dog, at du retter så lidt som muligt. Det vil sige, at du så vidt muligt kun forholder dig til, om budskaberne, brug af hashtags og faktuelle oplysninger er rigtige. Overvej derfor, om du skal påpege kommafejl, skøre formuleringer og andre personlige finurligheder – det er nemlig en del af influenten, og er ofte lige dét, målgruppen er vild med, og som skaber troværdighed. I influencer marketing behøver indholdet ikke være poleret og stå knivskarp for at nå igennem. Så bland dig så lidt som muligt i det kreative output.

Husk: Gå til influenten med ydmyghed, og hold den gode tone, selvom du har ”ret” til at bestemme. Betalt influencer marketing er stadig et samarbejde, som I begge gerne vil lykkes med – og hvem ved, om din ydmyge approach resulterer i mere content end aftalt på papiret, der nemlig ikke er mere stålfast, end at dét bør være fleksibelt fra begge sider.


#4 Vær skarp på dit budget

Ét af de første spørgsmål, der popper op, når du tænker betalt influencer marketing er måske: ”Hvad koster det?” Og der er nemlig stor forskel på mikro-, makro- og mega-influenter. Derfor skal du først genbesøge dine KPI’er for kampagnen: Hvad er målet? Går du efter stort reach eller engagement rate? De forskellige influenter har nemlig hver deres fordele, hvad dette angår. Det kan du læse meget mere om her.

Nå, men hvordan estimerer man så et udkast? Ja, det er et godt spørgsmål. Og der er desværre ikke ét svar. Prisen varierer nemlig alt efter omfanget af indholdet og det eventuelle produkt, der skal promoveres. Og flere makro- og mega-influenter har også et bureau eller manager, der skal have del i kagen – og det er med til at skyde prisen op.

Er der tale om en salgskampagne, kan du og influenten lave en affiliate aftale, der lønner influenten ud fra, hvor meget salg de genererer via deres profil. Det kan typisk være en løsning med mikro-influenter, mens makro- og mega-influenter ofte skal have betaling.

Er der tale om en awareness kampagne, slår du og influenten jer fast på en pris på forhånd, og et udspil bør allerede fremgå i dit brief. Læg mærke til, at vi skriver et udspil. For ligesom meget andet er det til forhandling, men vores erfaring er, at det altid er til at lande en fair pris for begge parter. Her er det dog vigtigt at understrege, at du ikke kan styre outputtet – altså reach og engagement rate, hvilket leder os til sidste punkt om afrapportering.


#5 Fokusér på relationen

Kampagnen er nu ovre, og både du og influenten har gjort, hvad I kunne for at lykkes. Som aftalt i kontrakten, har du krav på at få adgang til data om influentens content på din kampagne. Her er der typisk tale om engagement rate (likes, kommentarer og delinger) og reach. Det giver dig indblik i, hvordan indholdet har performet i målgruppen, og herfra kan du sammenligne med dine KPI’er.

På baggrund af din forberedelse har du måske en idé om, hvordan influenten sædvanligvis præsterer, men pas på med at forvente, at din kampagne matcher 1:1 med din benchmarking. Dit brand, influenten og netop denne kombination er unik, produkterne er nogle andre, og KPI’erne er heller ikke ens.


Som en del af afrapporteringen kan det være en god idé at give feedback til influenten, der er lige så nysgerrig og opsat på at lykkes med kampagnen som du. Influenten investerer sig personligt i kampagnen, og både ubetalt og betalt influencer marketing er en udviklingsproces med stor læring for dig og din virksomhed.


Og hvem ved? Måske er kampagnen starten på en længerevarende relation, der gør influenten til ambassadør for dit brand? Simpelthen som resultat af et troværdigt match, der skyldes, at du har styr på dit forberedelsesarbejde. Highfive!

Klar til at springe ud i betalt influencer marketing? Betalt influencer marketing kan virke omstændigt og usikkert at give sig i kast med. Du kan derfor tænke over, om du selv skal springe ud i det, starte op med en ekstern partner eller helt overlade opgaven til et bureau, der både har influenter i deres netværk og er opdateret på tidens influencer marketing trends. Hos wecommunicate står vi gerne til rådighed til en uforpligtende snak om, hvordan du kan komme videre med din influencer marketing indsats. Send os en mail på hello@wecommmunicate.dk eller ring til Julie på 21 25 96 46.